tirsdag den 24. februar 2009

Prasm2: The sequel


Jeg fik en vidunderlig søn i går d. 23. februar - det er dælme da en cool måde at afslutte 23 ting på.
Vi ved ikke hvad han skal hedde endnu, men det bliver noget stort, konkret og postmodernistisk eller måske poul.
Moderen - som hedder Jenny - gør mig fastfrosset i beundring.
Jeg troede Rambo, Ripley og Robocop var seje, men hendes smertetærskel overgår et helt Celine Dion publikums.
Hun har det godt og det har unavngiven baby også.
Faderen som er mig Thi jeg er faderen (fnis) forsøgte at beholde sin position igennem hele seancen ved: ikke at besvime, hvilket han (måske jeg skulle droppe den 3. person, jeg forvirrer bare mig selv) klarede.
Min kæreste blev ved med at spørge mig igennem hendes værste veer "om jeg var okay" og "om jeg klarede den". Det gjorde jeg - og fremstår nu som et større, bedre, smukkere og mere formfuldendt helstøbt stykke maskulint overfladebehandlet individ, end f.eks andre ungersvende på unavngivne filialer.

Nå, jeg må hellere gå i seng, jeg er lidt svimmel. Se udvalgte highlights a la diasshow.